Mulla.dk

Mulla's hjemmeside!

Jam’s Jordbærtærte

Mængden er tilpasset til en tærteform på 28cm i diameter!

Ingredienser:

225 gr mel
300 gr blødt smør
225 gr sukker
150 gr ren rå marcipan
2 æg
150 gr mørk chokolade
5 dl sødmælk
1 brev vanillekagecreme
2½ dl piskefløde
500 gr jordbær

Tilberedning:

Start med at lave tærtedejen:

Ælt hvedemel, 150g smør, 75g sukker og 1 æg godt sammen til en masse.
Sæt den derefter i køleskabet i en time.

Imens tærtedejen er i køleskabet laves fyldet klar:

Rør 150g smør, 150g sukker, 150g marzipan og 1 æg sammen til en klæbrig masse.

Så skal der bages, når den første time er gået:

Tænd ovnen på 200 grader.
Rul herefter tærtedejen ud så den passer i formen (husk formen har en kant, som der også skal være dej op ad!). Placer dejen forsigtigt i en smurt form (med smør, med mindre man har en teflon form) og lap eventuelle huller med overskydende dej. Spred derefter fyldet ud så det dækker tærten jævnt.
Bag den herefter i den forvarmede ovn (behøver ikke være nået 200 grader) ved de 200 grader i ca 23-25 minutter. Alt afhængig af ovnen, og hvor blød man ønsker fyldet kan man ligge nogle minutter til.
Tærten må gerne blive godt brun på oversiden, dog ikke sort!

Nu skal selve tærten køle rigtig godt af. Dette tager lang tid, men er meget vigtigt, især hvis man vil have den ud af formen inden den skal serveres! Har man travlt kan man dog efter en halv times tid snyde og stille den i køleskabet endnu en halv times tid, så går det lidt hurtigere, men har formentlig en effekt på konsistensen af fyldet.

Så skal der laves topping:

Først laves cremen.
Pisk mælken og Kagecreme pulveret sammen og lad det stå i køleskabet til det er blevet koldt og tykt.
Når det har stået i ca. 20-30 min piskes flødeskummen. Tag ca. 1/4 af cremen fra, og vend flødeskummen i de resterende 3/4. Så har man også lige 1/4 til sig selv som man kan gå og nippe til. Ønskes en creme der smager mere af vanilje kan hele cremen dog bruges.

Når tærten er blevet kold klargøres et vandbad til at smelte chokoladen. Dette gøres lettest ved at fylde en stor gryde ca. halvt op med vand og sætte den på højeste blus. Herefter placeres en lille gryde indeholdende chokoladen i vandet, og chokoladen smeltes.

Og så skal tærten færdiggøres:

Smør den nu kolde tærtebund med chokoladen i et jævnt lag.
Fyld derefter den ønskede mængde creme på – der er formentlig lidt til overs, nyd det 🙂
Og til sidst skylles jordbærene, skæres i halve og placeres nænsomt på cremen.

Og nu er tærten klar til servering – enjoy.

Har man været ude i god tid, kan den dog med fordel stilles i køleskabet, så den kan bliver serveret dejlig kold, hvor den er aller bedst.

PS. Det tager ret lang tid at få hele tærten færdig, men det er det hele værd. Tærtebunden kan med fordel laves dagen før den skal bruges, da den herved kan køle rigtig godt af, inden den pyntes. Første gang undertegnede lavede tærten gik der ca. 3 timer fra kampstart til den stod færdig. Og det var her jeg erfarede at den skal køle rigtig godt af, for den faldt helt fra hinanden.

One thought on “Jam’s Jordbærtærte

Leave a Reply